Regler for væsker i håndbagagen i EU-lufthavne
EU har vedtaget en række regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage. Reglerne trådte i kraft i november 2006 og gælder for alle flypassagerer, der rejser fra EU-lufthavne.
Hvad må jeg medbringe?
I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter, hvilket svarer til én deciliter eller 100 gram.
Man må godt medbringe mere end én beholder i sin håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter. Det er kun tilladt at medbringe én af disse poser pr. passager.
Hvilke væsker og væskeformige stoffer er omfattet?
Når der i EU-reglerne nævnes væsker, gelé og væskeformige substanser, omfatter det mere end bare vand og læskedrikke.
Det drejer sig blandt andet om:
- Væsker som for eksempel vand, juice, saft, suppe og sirup
- Parfume, barbersprit, eau de cologne og lignende
- Delvist flydende stoffer som for eksempel hårshampoo og tandpasta
- Olier og cremer, for eksempel håndlotion eller solcreme
- Indholdet i beholdere under tryk, f.eks. deodorant, barberskum og lignende
- Blandinger af faste og flydende stoffer
EU-kommissionen har præciseret, at læbestift, læbepomade, deodorantstick, limstift og lignende ikke er omfattet af de nye regler for væsker i håndbagagen.
Posen med væsker skal tages op af håndbagagen og forevises ved sikkerhedskontrollen, så den kan blive gennemlyst særskilt.
Undtagelser fra reglerne
Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig for eksempel om babymad, medicin og lignende, som må medbringes til brug på flyrejsen i større kvanta end 100 milliliter. Man bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.
Læs mere om reglerne samt, hvor du køber plasticposer på Københavns Lufthavnes hjemmeside. |